indigo-richards-10-25-19

Indigo Richards

Hi Neighbor!
25. Oktober – 24.november 2019

FINISSAGE d. 22.11.19 kl. 17.00 – 19.00 med Kunsthistoriker Anna Krogh

Foromtale på Kunsten.nu →

Dansk-amerikanske Indigo Richards er født i Spanien 1966 og nu bosiddende i Odense.

I 1988-1993 uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, og hendes arbejde forgrener sig i to spor: installation og performance som en del af kunstgruppen QWERTY og så malerierne, der tematisk kredser om hende selv i mødet med omverdenen i form af eksempelvis fordrukne værtshusgæster, modeverdenens umulige kropdsidealer og senest de næsten-fremmede, naboerne.

Som med de lette akvareller maler Indigo Richards vådt i vådt med sine akrylfarver. Hun fortynder malingen, så den aflejrer sig i transparente lag præget af det ukontrollerbare vands tilfældige bevægelser over lærredet.

Richards er optaget af skønheden i det uperfekte, det fejlbefængte – for kunstneriske eksperimenter med teknikker, hvor materialerne ikke opfører sig, som forventet. Det, andre ville kaste bort. Fascinationen overskrider materialernes verden og rækker dybt ind i tematikkerne i hendes kunstneriske virke: som når hun portrætterer sig selv i shapewear-undertøj, der ikke fjerner alle kroppens uønskede buler, men ender med at fremhæve dem. Det er de akavede, uflatterende billeder, Richards er optaget af. Det, de afslører, og den følelse de vækker.

SOLOUDSTILLING

Hi Neighbor!
Indigo Richards
Galleri Sandberg
25. Oktober – 24.november 2019

Tekst af Kunsthistoriker Anna Krogh September 2019

“Jeg gad ikke gå på værtshus igen”. Med henvisning til et tidligere projekt (At the Pub, 2011), hvor dansk/amerikanske maler Indigo Richards portrætterer mænd på forskellige bodegaer, introducerer hun her den seneste serie billeder af sine nærmeste naboer. Atter en gang udfordrer Richards sig selv ved at interagere med mennesker hun ikke kender, men denne gang er det anderledes. Disse mennesker står hun i et særligt forhold til. Det er ikke venner, familie eller arbejdsrelationer. Det er noget indimellem det. De er naboer, ikke helt fremmede, men heller ikke anonyme. De er tæt på, hun følger dem hver dag på nært hold, men hun kender dem ikke. Med dette næsten antropologiske projekt har hun overskredet nogle grænser og uskrevne regler ved at kontakte dem, der bor lige omkring hende og bedt dem sidde model for sig.

Vi genkender dem alle sammen. De er portrætter, mennesker af kød og blod. På basis af få snapshot-lignende fotografier har Richards malet dem med tynd akryl på lærred. De ligner, ingen tvivl om det. Hver persons særlige karaktertræk eller fysiske karakteristika træder tydeligt frem. Richards udstiller dem ikke, hun er ikke interesseret i at vende vrangen ud og præsentere det sande billede Og ved at portrætterne i langt de fleste tilfælde er dobbeltportrætter opstår der også en historie. Fortællingen om parret, deres forhold og liv. Men vi kender dem ikke. For den udenforstående betragter forbliver de billeder af anonyme personer, nogle typer vi kun kan relatere os til som mennesker, der minder om nogle andre fra vores egen verden. Derved bliver de almengyldige og vedkommende for os alle.

Man kan mærke intimiteten fra kunstnerens side; hendes engagement, investeringen i disse mennesker. Jan, Tim, Jørgen, Hilde….Der er noget på spil, en tillid men også det uundgåelige gensyn. For hvad vil der ske nu? Hvordan forandrer Richards portrætter hendes forhold til naboerne efter dette projekt? Og hvad med forholdet naboeren imellem? Skaber det nysgerrighed, sammenhold – vi-har-noget-sammen? Naboskabet er ikke længere det samme – Richards bryder med serien Hi Neighbour en række kodex for graden af nærhed og intimitet, der for altid ændrer den særlige relation naboerne imellem. Vi glæder os allerede til toeren.

For Indigo Richards er dette først og fremmest et kunstnerisk projekt – et malerisk projekt om relationer, mennesker imellem, og med Richards som mellemmand. Men også som maler har hun noget på spil: Det handler nemlig måske især om at udforske og eksperimentere med et udtryk, en stil og et metodisk koncept, der nok tager afsæt i hendes tidligere projekter, men som også er tænkt som et projekt i sin egen ret, til denne konkrete sammenhæng. Som handler om at få billedet til at spille, til at formidle figurerne og deres særegenhed.

De rå mængder af vand som hun bruger i processen og den tynde akrylmaling skaber tilsammen en transparens i fladen. Det hvide lærred indgår endda som en del af billedets pallette, og sammen med farvepigmenterne – der flyder rundt og skaber markante aflejringer – fremstår billedrummet uendeligt dybt og uudgrundeligt. Som i akvarellerne, der også indgår i serien, fornemmer man et alt-eller-intet. Som skitser eller foreløbige fortolkninger af de figurer vi kigger på, med tydelige spor af den risikobetonede proces. Et modigt maleri, der sætter sine spor. På lærredet og i relationerne mellem naboerne. Måske Indigo Richards alligevel sku’ ta den øl med sine ‘nye’ naboer?